Forlagets rolle i bogens liv – foredrag

Forlags-Line2Som både forfatter og redaktør møder jeg tit folk som ikke ved hvad forlaget faktisk gør for bogen, og også for mange forfatterspirer er forlaget et mytisk sted omgivet af overtro og usikkerhed.

Siden jeg som sekstenårig var med til at starte foreningen Håbefulde Unge Forfattere (www.HUF.dk), har bogbranchen fyldt meget i mit liv. Jeg har i mange år arbejdet som korrekturlæser, jeg har været formand i HUF og i Dansk Forfatterforenings gruppe for forfattere til børne- og ungdomsbøger, og i dag er jeg både forfatter, medejer af forlaget Ulven og Uglen og arbejder freelance som redaktør og korrekturlæser for flere andre forlag.

Gennem tiden har jeg altså haft mange forskellige hatte på, og jeg har måske set flere sider af forlagsbranchen end så mange andre.

Om foredraget
I foredraget gennemgår jeg bogens vej fra forfatter til læser sådan som den ser ud på et traditionelt forlag. Jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer som forfatter, forlagsejer og freelancer, men kommer også ind på hvordan andre – både større og mindre – forlag går til de forskellige stadier og processer. Jeg fortæller også om fordele og ulemper ved selv at udgive og ved at udkomme på medudgiver- eller betalingsforlag.

Sigtet med foredraget er at afmystificere forlagsbranchen og give indblik i udgivelsesprocessen, og deltagerne har efter foredraget mulighed for at stille spørgsmål til både forlagsarbejdet og forfatterlivet.

Praktisk om foredraget
Foredraget henvender sig primært til forfatterhold på fx ungdomsskoler eller efterskoler, men kan også bruges til voksne forfatterhold. Foredraget tager tre kvarter, og bagefter er der yderligere tre kvarter til spørgsmål og snak.
Jeg bruger PowerPoint til foredraget.

Pris
Et foredrag koster 4.000 kr. + transport og evt. overnatning.

Interesseret? Så kontakt mig.